Kirsten Kruchow
Mit navn er Kirsten Kruchow Sørensen, og jeg blev født i 1978 på den dejlige ø, Fanø. Jeg er bosiddende i Esbjerg sammen med min mand og mine to børn. Jeg er uddannet folkeskolelærer i 2003 med linjefag i dansk og billedkunst. Til daglig underviser jeg på Signaturskolen i Esbjerg.
Jeg begyndte at male under et højskoleophold i 1998, hvor en ny verden åbnede sig for mig. Pludselig dukkede der en masse finurlige figurer op på lærredet, og de har været der lige siden. Jeg arbejder meget intuitivt, og mine billeder skabes i nuet. Når jeg går i gang med et nyt projekt, ved jeg aldrig, hvordan det ender med at se ud. Jeg elsker at eksperimentere og udvikle min kunst.
Min største inspiration er mennesker og deres relationer. Med et positivt udtryk forsøger jeg at fange følelser som glæde, forventning og kærlighed i mine figurer. Ansigtet og kroppen taler et universelt sprog, som forstås ud over alle grænser. I en verden, der præget af alt for meget fokus på det negative, er budskabet i mine billeder derfor, at minde os mennesker om alt det dejlige, der er i livet!