Sebastian David Boldsen

Sebastian David Boldsens billede

Jeg er født i 1984 på Sydfyn, hvor jeg gennem min opvækst har tegnet stort set konstant.

I perioden år 2000 - 2003 uddannede jeg mig i musisk retning, og lagde automatisk stregen fra mig imens.

Jeg boede i den periode først på Kreta, og så i London.

Da jeg vendte tilbage, begyndte jeg sideløbende at tegne med pastel og kridt på lærred, større sort/hvide, dramatiske billeder, og blev bidt af formatet.

I 2010 greb jeg en pensel og malede mit første fuldbyrdede akrylmaleri, til min egen store glæde, og har siden da malet med tiltagende intensitet.

Det er blevet til en rejse ind i en verden af udforskning af de utallige aspekter af malekunsten, af maling og dets fysiske egenskaber, teknikker, redskaber, andre kunstnere og kreativitet og inspiration i sig selv.

Jeg skifter mellem ekspanderende kunstnerisk udfoldelse og kontraherende teknisk fordybelse af varierende varigheder, og finder at det skiftevise fokus bringer mig hurtigere frem på begge fronter, end jeg nogensinde har kunnet komme på hvert område for sig.

Jeg eksperimenterer med mange forskellige teknikker og stilistiske udtryk, og finder mig selv umiddelbart hjemme i så mange af mine første forsøg i nye retninger, at jeg "endnu" ikke oprigtigt kan sige at jeg er en kunstner, modnet i en særlig stilistisk retning. Dog vil det for de fleste nok være tydeligt at se at mine billeder hviler på en sikker streg, og den er altid let genkendelig på tværs af alle værker.

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på at male, eller opsøge viden omkring det.

Jeg ved nu, at jeg er bidt for livet, og aldrig kommer til at lægge det fra mig igen, så længe jeg kan løfte mine arme.

Tak for din interesse!

Områder: 

Billedekunst