Jeg ville sommetider ønske at jeg kunne formatere min hjerne, så den resonerede med andre folks virkelighedsbilleder - Der er intet værre end at stå i periferien af den fælles virkelighed, og føle det hele er een stor sammensværgelse...

Måske er det fordi menneskedyret har svært ved at glemme sig selv, og kaste sig ud i øjeblikket hvor tiden ikke længere råder...
Men hvor ekstasen eksisterer - Og kunsten taler sit helt eget sprog...
Jeg kan altid falde tilbage til bogstaver!
Nedfælde, modellere og forme oplevelser...
Men må dog alligevel, i selve gerningen, huske mig selv påat det kun kan blive en fortælling om det oplevede...
-En forskruelse af sandheden...
...En fortolkning, med andre ord!
På jagt efter ord, der beskriver sandheden som alligevel altid forsvinder... 
For sandheden eksisterer kun i det flygtige!
Trangen til at fastholde og fokusere, får det smukke til at fade ud, for til sidst at forsvinde...
Jeg er det hvide får, klædt i sort
Den indadvendte exibisioninst
den sorthårede blondine
jeg er skyggen på den hvide streg
det blå i flammen på det røde lys
jeg er den plet på nethinden, du aldrig kan fokusere på, jeg er det ord du aldrig kan huske, den lugt som får dig til at blive nostalgisk .Jeg er det sted som klør hvor du ikke kan nå ,Jeg er den lille filmstrimmel af en drøm du alligevel ikke kan huske ,jeg er breaket i musikken, jeg er forventningen ,ventetiden Det usagte ,det råbte ,det der ikke skulle have været sagt,det der burde siges og det du gør det til ... og hverken mere eller mindre…..